Så blev Rebæk holdt ren igen!

Torsdag den 28. april mødtes en flok beboere traditionen tro for at hjælpe hinanden med at holde Rebæk pæn og ren. I år var der ikke mødt så mange, men til gengæld havde vi det hyggeligt bagefter på Steens terrasse..
Vi samledes som sædvanligt ved Steen på Aabakken 10, hvor kommunen stillede tænger og poser til rådighed.
Vejrguderne holdt en pause med regnen og selv om det var køligt og blæsende, blev der gået til sagen med ildhu og god energi.
Rebæk fik en grundig forårsrengøring, og det var dejligt at konstatere, at affaldet smidt i Rebæk bliver mindre og mindre. Dog er Fjordstien og Skamlingsvejen stadig storleverandør til affaldssækkene og der er stadig nogle hundeejere, der ikke samler op efter deres hund.
Efter rengøringen samledes alle på Steens terrasse, hvor der var dækket borde og gang i grillen med pølser og brød, og der var også mulighed for en tår vin, øl og vand.
En stor tak til alle for indsatsen og det hyggelige samvær på Steens terrasse.











foto: Claus Bo Petersen, © 2016 Rebæk Grundejerforening