Gode nyheder.
I april har Kolding Kommune haft nogle udfordringer, som kar bevirket, at affaldscontainerne ikke er blevet tømt regelmæssigt, dvs. hver fjortende dag. Derfor har det de første 10 dage i maj set grimt og sjusket ud ved containerne. Skulle det ske igen, beder vi om, at affaldet ikke stilles ved siden af containerne. Kolding har en service som hedder Genbrugsbilen, en service, som vi allerede alle sammen betaler til, og det kan vi ikke blive fri for, så hvis man har noget storaffald, en sofa, et gammelt bord, nogle cykler, som man ikke bruger mere eller nogle flasker, hvor man har nydt indholdet, så kan en borger 12 gange om året anmode Kolding Kommunes Genbrugsbil om at afhente genbrugsmaterialerne.
Se mere på dette link:
https://www.kolding.dk/borger/affald-og-genbrug/genbrugsbilen-henter-dine-ting-til-genbrug/
Hvis man er nogle stykker, der går sammen om en god bunke genbrug, behøver vi ikke se at vores affaldscontainere er ved at ”kaste op”!
- Vi har søgt bydelspuljen om hjælp til at gøre indkørslen til Rebæk smukkere. Projektet går ud på at lave et bed langs fortovet på Stranden fra Skamlingsvejen og hen til broen, hvor vores Nabohjælpskilt står. I dette bed vil vi så frø, så vi på den måde får nogle smukke blomster at kikke på, når vi kommer hjem.
- Vi har fået en ordrebekræftelse fra det firma, som skal lave og opsætte den nye trappe fra Strandbakken ned til Slugten, og arbejdet er gået i gang.
- Vores havemand er nu færdig med stien fra slugten op til Solbakken. Brug den flittigt, så grovstenmelsbelægningen kan blive fast. Grunden til netop denne belægning er, at den grove stenmelsblanding let dræner vandet væk, når det regner.
- Bådelavets bro er ved at være færdig, og så kan bådejere, sommer- og vinterbadere komme til på vores egen bro.
God sommer
Med venlig hilsen
Bestyrelsen